Hulelignelsen ideernes verden

Feb Bag dem er der en lav væg, og på den anden side af væggen, altså udenfor hulen, går folk forbi og sådan noget, og det skal så forestille ideernes verden. Vi lever alle sammen inde i hulen, det er livet, og det eneste, vi kan se, er de her skygger. Sofie: Skyggerne, som fangerne kan se, bliver kastet op på . De to laveste dele er den synlige, spatiotemporale verden, de to andre tilhører den højere, non-spatiotemporale verden, idéernes verden.

Den laveste form for væren er, som kort nævnt, skyggerne og afspejlninger i vand og blanke flader. Disse afspejlinger er alt andet end pålidelige kilder til erkendelse.

Platon bruger denne hulelignelse og fangerne til at illustrere mennesket på jorden. Alt, hvad vi ser, er kun mudrede skygger i en skyggeverden. Hulen er “ fænomenernes verden ”, hvor der findes en anden verden , som er meget mere knivskarp og . Fænomenernes verden er den jordiske verden, vores verden, som vi opfatter, som den faktiske.

Idéernes verden er den spirituelle verden. Denne anses som den egentlige og virkelige verden. BLA: DET DER KOMMER HERFRA INDTIL mennesket er et billede. Platon så verden delt i to: det åndeligt, som han kaldte idéernes verden , og det jordiske, som han kaldte fænomenernes verden.

Hans filosofi er altså baseret på en dualistisk grundlag.

Med hulelignelsen forklarer Platon sammenhængen mellem idéernes . Aug Denne idé findes ifølge Platon i ideernes verden , der eksisterer uafhængigt af den menneskelige bevidsthe men som særligt udvalgte kan få indsigt i, hvis de. Jeg skal derfor på grundlag af ovenstående tolke hulelignelsen i tilknytning til Kants distinktion mellem das Ding an sich og das Ding für uns. Platons hulelignelse og hans tanker idehistorie-i-1a. Ideernes verden dannes med fornuften, ideernes . De andre hulebeboere vil betvivle ideernes verden og bestandigt tro på fænomenernes skyggeverden, da det er den virkelighe de er vokset op i. Eleverne fik til opgave at . Denne hulelignelse blev brugt som et eksempel gennem romantikken, på hvordan mennesket skulle rive sig løs og finde i en dybere mening med livet.

Der må, mente Platon, være noget, der er konstant – formerne – for at man kunne forstå alt det foranderlige, der er i verden. Den berømte hulelignelse fra Staten s syvende bog handler netop først og fremmest om den pligt, et menneske har til at bringe sandheden til andre mennesker, hvis det har lært den at kende – man . Dette bliver kaldt for ideernes verden. Det skal altså forstås sådan at Platon ser at der er mere i livet en man som sådan kan se, og at romantikken ikke har en grænse. Når man har set den ”virkelige verden” længtes man efter . De udgør de almene bestemmelser, der kan erkendes og udtrykkes i en definition, altså klasser af ting, egenskaber eller sagforhold. En opstigning fra sansernes illusoriske verden til den bagvedliggende ideernes verden.

Hulelignelsen er samtidig også et billede på opstigningen fra uvidenhed til viden. Erkendelsen Platon beskriver i hulelignelsen , er filosoffens vej fra uklare meninger i sanseverdenen til virkelige indsigter, af de ideer der ligger bagved . Den beskriver, hvordan mennesket er fanget i fænomenernes verden – i dette tilfælde i en hule.

Det som mennesket opfatter er en afspejling af idéernes verden. I dette eksempel skal man forestille sig, at der brænder et bål ved hulens udgang, og at idéernes . Verden bestod for Platon, . Kun via filosofering kan vi nå frem til idéerne. Ellers lever vi som folkene i den såkaldte hulelignelse , der kun kan se skyggerne af den virkelige verden, som bevæger sig forbi bag deres ryg. Derfor er det i Staten også.

Lokal og global sandhed. Platons begrebsrealisme er dog ikke bare en teori om . Hvor Platon i det første tilfælde bliver tolket som en, der med tiden udviklede (og brugte Sokrates som talerør for det) en egen rationalistisk metafysik (en forestilling om en ideernes verden hinsides vores), bliver Sokrates i den anden tolkning som sagt adskilt fra Platon og forstået som en, der har et langt mere skeptisistisk .